onsdag 1 september, 2010 Kl. 17:04
Middelfart Kommune starter gennemgang af en stor del af kommunens naturarealer for at få kortlagt naturværdierne til brug i kommunens planlægning.
Kortlægningen vil især foregå i kommunens sydlige område op til Ørslev-Lunge Bjerge, strandenge ved kommunens nordlige kystområder og ved Røjle-området mod syd hen til motorvejen.
Biologerne, som arbejder for kommunen, vil både undersøge, hvor de beskyttede naturtyper er, og hvordan deres tilstand er.
Overdrev, enge, strandenge, moser og lignende, heder, klitter, vandhuller og strandsumpe er beskyttede naturtyper, jf. § 3 i naturbeskyttelsesloven – også selvom kommunen ikke har registreret dem endnu.